Hvem skal varetage dine interesser, hvis du ikke selv er i stand til det?
En fremtidsfuldmagt giver dig mulighed for at tage stilling, mens du stadig har handleevnen og sikre, at dine personlige og økonomiske interesser bliver varetaget af personer, du selv har tillid til. Det kan skabe tryghed – både for dig selv og dine nærmeste – og forebygge misforståelser og praktiske vanskeligheder i en sårbar situation.
I denne artikel gennemgår vi, hvad en fremtidsfuldmagt er, hvordan den oprettes, og hvilke forhold der typisk indgår. Vi deler også vores erfaringer med, hvilke udfordringer der kan opstå, hvis en fremtidsfuldmagt ikke er på plads.
Hvad er en fremtidsfuldmagt?
En fremtidsfuldmagt er en juridisk aftale, hvor du giver én eller flere personer ret til at handle på dine vegne, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til det – fx på grund af sygdom, svækket mental funktion eller ulykke.
Du kan oprette en fremtidsfuldmagt, hvis du er fyldt 18 år og er i stand til at handle fornuftsmæssigt. Det svarer til de krav, der også gælder ved oprettelse af et testamente.
En fremtidsfuldmagt kan først træde i kraft, hvis du på et senere tidspunkt vurderes ude af stand til at varetage de forhold, fuldmagten omfatter.
Hvem kan du indsætte?
Du vælger selv, hvem du ønsker som fuldmægtig – og hvor mange. Flere vælger deres ægtefælle som primær fuldmægtig og deres børn som sekundære. Det betyder, at ægtefællen varetager opgaven, hvis fuldmagten træder i kraft, og børnene tager over, hvis det på et tidspunkt ikke længere er muligt for ægtefællen at fortsætte.
Du kan vælge, at fuldmægtige skal handle sammen, eller at de skal træde til i en bestemt rækkefølge. Fremtidsfuldmagten kan altså tilpasses dine ønsker og din familiesituation.
Hvad kan en fremtidsfuldmagt omfatte?
En fremtidsfuldmagt kan omfatte både økonomiske og personlige forhold – eller kun én af delene, afhængigt af dine behov.
Eksempler på typiske beføjelser:
- Betaling af regninger og håndtering af konti
- Omlægning af lån eller salg af fast ejendom
- Underskrivelse af dokumenter og juridiske aftaler
- Ansøgning om offentlig støtte eller hjemmehjælp
- Klage over behandling og indsigt i patientjournaler
Hvorfor vælge en fremtidsfuldmagt?
Uden en fremtidsfuldmagt kan det blive nødvendigt at oprette et værgemål via Familieretshuset. Det er en længerevarende proces, hvor det er myndighederne – ikke dig – der afgør, hvem der skal have beslutningskompetencen og i hvilket omfang.
En fremtidsfuldmagt giver dig derfor mulighed for at tage stilling i tide – og sikre, at det er en person, du selv har valgt, der hjælper dig, hvis behovet opstår.
Hvad sker der, når der ikke er en fremtidsfuldmagt?
Hos Kielberg Advokater ser vi ofte, at fraværet af en fremtidsfuldmagt kan føre til praktiske og følelsesmæssige udfordringer for både den enkelte og de pårørende. Det kan fx være:
- Usikkerhed og uenighed i familien om, hvem der må handle på vegne af den pågældende
- Forsinkelser i økonomiske beslutninger, fx ved boligsalg eller betaling af regninger
- Manglende adgang til bankkonti, digitale postkasser og offentlige systemer
- Tidskrævende værgemålssager, hvor det er Familieretshuset og domstolene, der træffer afgørelser
- Pårørende, der føler sig ansvarlige, men står uden de rette beføjelser
En fremtidsfuldmagt kan forebygge disse situationer og sikre ro og klarhed – både i hverdagen og i pressede situationer.
Sådan opretter du en fremtidsfuldmagt
Med MitID:
- Fremtidsfuldmagten udformes i overensstemmelse med dine ønsker
- Du registrerer den digitalt via www.tinglysning.dk
- Du møder op hos notaren, som tilsikre, at du forstår indholdet og frivilligt har oprettet fuldmagten
- Notarpåtegningen koster 300 kr.
Uden MitID:
Hvis du ikke har MitID, kan fremtidsfuldmagten oprettes med hjælp fra Familieretshuset. Du bliver indkaldt til møde, hvor fuldmagten underskrives og registreres. Der kan være ventetid i denne proces.
Hvornår træder en fremtidsfuldmagt i kraft?
En fremtidsfuldmagt træder først i kraft, når du reelt ikke længere er i stand til at varetage de forhold, den dækker. Det kræver:
- En lægeerklæring, der dokumenterer din tilstand
- En anmodning til Familieretshuset om ikraftsættelse (kan indgives af dig selv eller fuldmægtigen)
Når Familieretshuset har godkendt ikraftsættelsen, kan fuldmægtigen handle på dine vegne.
Hvordan kan vi hjælpe?
Hos Kielberg Advokater har vi stor erfaring med oprettelse af fremtidsfuldmagter. Vi hjælper dig med at formulere fuldmagten, så den passer til din situation – og sikrer, at alle formelle krav bliver overholdt.
Vi tilbyder altid en uforpligtende samtale. Kontakt os, hvis du har spørgsmål eller ønsker hjælp til at komme i gang.